Jørn Lehmann: Sydtrafik skal droppes som leverandør af flekstrafik

Arkivfoto
Arkivfoto
7. marts 2017 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Regionsrådsmedlemmerne Jørn Lehmann & Preben Andersen, Socialdemokratiet, skriver:

Som det vil være kendt for langt de fleste, har Region Syddanmark for lang tid siden vedtaget en række arbejdsmarkeds- og sociale klausuler, som sikrer at entreprenører og andre, der vil levere ydelser, varer, byggeri og andet til regionen, har ordnede arbejdsforhold – ikke alene for deres ansatte, men også for eventuelle underleverandører, det såkaldte kædeansvar.

Baggrunden er at regionsrådet vil sikre sig, at underlødige entreprenører ikke snyder med ansattes løn- og arbejdsforhold og derigennem bidrager til social dumpning. Men vi skal også sikre os at de leverandører, der udviser ordentlighed i forhold til deres ansatte, ikke udkonkurreres af billige tilbud fra dem, der ikke lever op til bestemmelserne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Desværre vil et flertal i Sydtrafiks bestyrelse ikke tilslutte sig disse bestemmelser. Ved det sidste udbud af Flekstrafik har flertallet totalt afvist, at kræve ordnede forhold, dvs. følge det regelsæt som Regionsrådet har vedtaget.

Havde Sydtrafik været en ganske almindelig leverandør til Regionen, ville deres tilbud ikke være konditionsmæssigt korrekt, hvorfor man allerede i den indledende fase ville fravælge Sydtrafik.

Konsekvensen må derfor være, at Region Syddanmark fremover fravælger Sydtrafik som samarbejdspartner til Flekstrafik og i stedet vender blikket mod Fynbus, som ingen problemer har med at stille krav om ordnede forhold til deres leverandører. Fynbus inddrager i øvrigt både arbejdstagere og arbejdsgivere i kontrollen af tilbuddene på flekskørsel.

Artiklen fortsætter under annoncen

For os er det uforståeligt, at en offentlig ledet organisation som Sydtrafik ikke vil leve op til de generelle bestemmelser en væsentlig partner i fællesskabet har vedtaget som gældende regelsæt.