Nordborg Golfklub kom forleden gennem den årlige generalforsamling.
Formand Hans Oluf Reimer Hansen bød velkommen til de 60 medlemmer. Efter de indledende punkter med valg af dirigent og referent aflagde han beretning for det forgangne år.
Året 2016 var det år, hvor Nordborg Golfklub fyldte 25 år. Dette flotte jubilæum kom til at præge klubbens ansigt udadtil og var grundlag for mange aktiviteter gennem hele året. Jubilæet blev fejret på behørig vis på selve dagen – 20. februar – med en reception i klubhuset. Her deltog borgmester, repræsentanter for byrådet, gamle medlemmer, nuværende medlemmer, presse og repræsentanter for naboklubber, som med taler, gaver, avisartikler osv. ville fejre begivenheden med os.
Kampagnen ’Lær at spille golf for 25 kr’ blev også en jubilæumssucces. Det lykkedes at køre ca. 60 personer gennem vores uddannelsesforløb og kun ganske få faldt fra undervejs. Næsten alle nyuddannede meldte sig ind som seniormedlemmer i Nordborg Golfklub i 2017 og vi glæder os til at se alle de nye spillere på banen til foråret. Vi fortsætter denne succes i 2017 ved at give samme tilbud til 25 kroner, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Nordborg Golfklub har i 2016 haft mange arrangementer. Uge 25 var der jubilæumsfestuge. Alle ’klubber i klubben’ blev opfordret til at arrangere og invitere til en ’event’ i løbet af ugen. Masser af gæster fra naboklubberne deltog sammen med masser af vores egne medlemmer i de forskellige turneringer, demonstrationer, middage og hyggen i og omkring festteltet.
Der har for andet år i træk været en lille fremgang i medlemstallet, idet vi pr. 1. januar 2017 er 444 medlemmer i Nordborg Golfklub. 10 procent flere aktive seniormedlemmer er noget, der mærkes på økonomien.
Hjælpende hænder
Vi har en fast greenkeeperstab til at passe banen og vedligeholde maskinparken. Derudover har klubben mange medlemmer som yder en fantastisk indsats på mange områder. Det være banen, vedligeholdelse af maskiner, klubhuset, arbejdsdag i foråret, nybegyndere, arrangementer, turneringer, green-fee gæster.
Dette engagement fra medlemmernes side, er med til at styrke det sportslige element og skabe et godt socialt sammenhold internt i klubben. Sikre gode forhold for alle klubbens medlemmer og de mange golfspillere som besøger os. Den frivillige indsats er naturligvis også med til at sikre at Nordborg Golfklub er den billigste i området.
Klubbens kasserer Jens Simonsen, gennemgik derefter regnskabet, som viste et overskud efter afskrivninger på ca. 200.000,-, hvilket er meget tilfredsstillende. Overskuddet er dog investeret i maskiner i årets løb.
Under punktet valg til bestyrelsen var der nyvalg til Bent Nielsen og Hans Norup-Jensen. Der var genvalg til klubbens kasserer Jens Simonsen. Bent Nielsen bliver klubbens nye næstformand og Hans Norup-Jensen bliver formand for baneudvalget.
Nye græsgange
Nordborg Golfklub får pr. 1. april 2017 ny chefgreenkeeper. Vores nuværende greenkeeper har søgt nye græsgange.
Det bliver Henning Christiansen, som får ansvaret for at medlemmer og gæster også i fremtiden har en fantastisk golfbane. Henning Christiansen er en kendt person i klubben.
Han har en fortid som formand for baneudvalget.