Jørgen Jørgensen, SF, skriver:
De ældre skal igen spises af med uge gammelt vakuummad. Det er sørgeligt. Det har vore ældre ikke fortjent.
Man kan undre sig over at de 600 ældre mennesker i eget hjem, der har behov for den kommunale madservice, endnu engang skal spises af med vakuumpakket kølemad. Leveret én gang om ugen til syv dage.
Det har seniorudvalget i al deres visdom nu besluttet.
Er man derimod så heldig, at have fået en plads på et af vore plejehjem, så kan man nyde den velduftende og velsmagende varme mad hver dag.
Det er bare ikke i orden, med den forskelsbehandling.
Det er mig ubegribeligt, at byrådet ikke udnyttede lejligheden ved udløb af kontrakten om levering af kedeligt vakuummad fra Det danske Madhus i Skive til at etablere egne køkkenfaciliteter her i Sønderborg, hvor der dagligt kunne laves velsmagende varm mad til vore ældre medborgere med lokal – gerne socialøkonomisk – arbejdskraft og friske lokale produkter.
Det kan man finde ud af i andre kommuner, men åbenbart ikke i Sønderborg.
Hvor mange millioner er det lige, man stopper i havneprojektet?